Behandling kan være mange forskellige ting. En kirurg og en mediciner behandler somatiske problemer med henholdsvis medicin og kirurgi; en fysioterapeut og en pædagog vil også typisk have helt forskellige tilgange til en given problemstilling.

Eftersom jeg er læge (og med erfaring fra hospitalspsykiatrien, hvor man anvender megen medicin), kunne det være nærliggende at forestille sig, at jeg udskrev medicin fra min klinik.

Men sådan er det altså ikke.

Behandlingen hos mig består først og fremmest af dette: Jeg lytter. Jeg lytter til det, du siger, med det formål at identificere: Hvad er det, der gør ondt? Og her skal vi lige blive lidt sammen. I min optik bør man nemlig ikke fare for hurtigt frem efterfølgende.

En overlæge sagde en gang til mig, at hvis jeg kunne sige: “Det kan jeg godt forstå, det lyder også svært!”, behøvede jeg ikke så meget andet. Man måtte nemlig, påstod han, aldrig undervurdere de helbredende kræfter i at lytte sig ordentligt ind til det, der blev sagt, og derpå anerkende det svære heri.

Når det så er sagt, er der de mere håndværksmæssige terapeutværktøjer, som jeg bruger helt systematisk: Kognitiv og dialektisk adfærdsterapi.