Jeg er specialist i kognitiv adfærdsterapi. Det har jeg papir på. Jeg har også uddannelsen i dialektisk adfærdsterapi – endda med Alen Fruzetti som underviser og underskriver på kursusbeviset. Og selv om det ikke er en officiel titel – specialist i dialektisk adfærdsterapi – tillader jeg mig at kalde mig sådan alligevel, fordi jeg har arbejdet med DAT i ti år.

Jeg er nidkær, går sjældent på kompromis. Accepterer helst ikke halve løsninger eller lunken deltagelse.
Og:
Jeg er menneske. Jeg ved, at mennesker i reglen går med halve løsninger, er lunkne, dovne og lyver … også for terapeuten.
Derfor vil min tilgang altid være dialektisk: Jeg accepterer mine klienter, præcis som de er – OG jeg insisterer på den forandring, vi har skrevet kontrakt på.

Jeg interesserer mig oprigtigt for mine klienter. Det har stor betydning – for klienterne og mig selv.
Det betyder f.eks., at hvis du er i et forløb hos mig og er i krise og derfor ringer kl. 3 om natten, tager jeg telefonen, hvis jeg hører den. Vel, muligvis tager jeg ikke telefonen, fordi jeg sover, men du kan være sikker på, at jeg ringer, så snart jeg vågner.
Men det betyder også, at du skal lave dit hjemmearbejde. Gør du ikke det, tager vi det op i terapien. Igen og igen. Årsagen er, at jeg ved dette angår, er perfektionist. Hvis du skal være min klient, skal jeg også kunne hjælpe dig med det, du ønskede hjælp til. Og den slags klares aldrig uden hjemmearbejde. Ikke at du ikke må kikse. Tværtimod er det jo, når vi kikser et eller andet, at vi motiveres for at ændre noget. Men terapi er  ikke noget, der er afgrænset til en time om ugen sammen med mig.