Romaner skrevet af Thomas Teglgaard:
Debutromanen Kaffementaliteten udkom i 1995 og handler om en familie, som flytter til en ny by, hvor de kommer i en kristen menighed. Men noget er helt galt. Kunne det virkelig tænkes, at lederen af menigheden er psykopat?
I 1996 udkom Fjende Nummer Et og Et Sært Venskab. Der var i begge tilfælde tale om en slags ungdomsbøger. De adskilte sig fra hinanden ved, at den ene handlede om sex og ikke mindst problemer med porno; den anden handlede absolut ikke om sex.
I 1997 udkom på Gyldendal Fortyndingsprincippet. Den handler om incest og er særdeles barsk læsning.
I 1999 udkom romanen Så længe det hedder i dag og handler om frafald. Kender man ikke den levende Gud, giver det ingen mening at læse den, for hvorfor skulle det være så dødsensfarligt at falde fra den levende Gud?
I 2004 udkom romanen Uddrift. Bogen og forfatteren vakte en del opmærksomhed pga det kontroversielle emne: Besættelse som en virkelig virkelighed … og så endda på en psykiatrisk afdeling.
To børnebøger er det også blevet til: Bøjlebirger og den forsvundne princesse og Bøjlebirger og terrorristerne.
Egentlig havde Teglgaard forventet at skrive fem bind i serien, men da ingen syntes at interessere sig for bøgerne i begyndelsen, talte forlaget ham fra det. Imidlertid synes de to bøger at have fundet læsere, og det kan bestemt ikke afvises, at vi en dag ser det næste bind i serien: Bøjlebirger og den chilenske mafia.
De sidste tre bøger, som skal nævnes her, er ret forskellige: Mens En anden mands hævn og Al den ondskab tangerer krimigenren, er Tårnet i Sinear en et kilo tung murstensroman om tiden fra syndfloden til sprogforvirringen i Babel.