Man kan muligvis læse forskellige steder, at jeg er psykiater. Men det er ikke sandt. Jeg er læge og har megen erfaring inden for psykiatrien, men psykiater er jeg ikke. Den nøgne sandhed er såmænd, at jeg er for dum til at blive det. Senest blev jeg afvist med den begrundelse, at jeg skal arbejde med min skriftlige fremstilling, og med tyve bøger og et par videnskabelige artikler bag mig vil jeg mene, at det har jeg gjort.
Men det er altså ikke godt nok. Når selv mit stærkeste kort ikke er stærkt nok, må jeg opgive.
Min titel er førstereservelæge, men det er ret misvisende, fordi der så er mange, der er de første (hvilket vel er en selvmodsigelse). Mere rigtigt er det nok at kalde mig underlæge. Det har jeg det fint med, og så vidt jeg ved, er jeg den eneste med denne titel.