Sundhedsplatformen

vi er for tiden i gang med at implementere SUNDHEDSPLATFORMEN – et helt nyt journalsystem i region Hovedstaden og Sjælland. Det har ikke været uden problemer.
Hvordan er det så? Jo, som superbruger lærer man det lidt før de andre, men det er nok først, når vi rigtig står med fingrene langt nede i bolledejen, at det skal vise sig … på godt og ondt.
Umiddelbart virker det lidt besværligt og uoverskueligt; der er dog også positivt at berette (f.eks. at man kan tegne, hvis man gider). De mange mennesker, som er ansat til at holde øje med, at vi gør det, vi skal, får langt bedre muligheder for at gøre det. Endda ned til mindste detalje. Om det så betyder, at der skal ansættes flere mennesker til det, ved jeg ikke.
Meningen er, at det skal komme alle til gavn – især patienterne. Og hvis den mission lykkes, skal der ikke lyde et eneste negativt piv-piv herfra. Tiden må så vise, om det også blev sådan. For nuværende må vi have tillid til vores ledelse. Det er, mener jeg, vores simple pligt.

Hvorfor i alverden skriver jeg det her? Jo, simpelthen fordi der ikke er tid til (at skrive) noget som helst pga. SUNDHEDSPLATFORMEN. Og det gælder mindst frem til sommerferien, hvis verden stadig står til den tid.