Category Archives: Bøger

Bøjlebirger – en slags status

Det er ret pinligt, at der endnu ikke er kommet flere bøger om Bøjlebirger. Det havde jeg faktisk lovet. Ikke at særlig mange mennesker interesserer sig for det, men der er nogle få, som gør, og hvis ham Noah læser med, så undskyld til dig. Planen er fortsat at skrive videre på Bøjebirger og den chilenske mafia.

Det begyndte ellers meget godt. Faktisk sådan cirka sådan her:

Thomas Teglgaard

Bøjlebirger
og den chilenske mafia

(Tredje bind i serien om Bøjlebirger)

1. Snigmorderne

I drømmen skulle betjentens søn, den pussenussede sinke Juan Fernandez, tisse noget så frygteligt. Han havde drukket cola hele aftenen, fordi det var hans tovårs fødselsdag, og nu vågnede han med en blære så fyldt, at han kunne mærke og ligefrem smage den væske, som engang havde været kulsort og boblende og nu i hans krop var blevet forvandlet til tynd urin …
Da han var nået hertil i drømmen, satte han sig brat op.
Adr! Sikke en drøm!
Juan følte sig hverken pussenusset eller som en sinke, men han var ofte blevet ofte kaldt begge dele. Længe generede det ham ikke, men så fandt han ud af, at pussenusset betød tøsedreng og sinke betød tosset, og så græd han, indtil hans far kom løbende og spurgte, hvad der dog var sket.
”De kalder mig pussenusse,” sagde Juan.
”Jamen du er da en pussenusse,” sagde hans far og løftede ham op til sig. Mærkeligt nok lød det slet ikke som et skældsord nu. ”Du er min pussenusse,” sagde hans far. ”Den eneste jeg har,” tilføjede han lidt efter.
Det trøstede Juan i nogle få sekunder, men så begyndte han at græde igen. ”De kalder mig også sinke,” fik han sagt.
Det gav ligesom et sæt i faderen. ”Nå? Siger de det? Og hvem er de?”
”Dem alle sammen,” svarede Juan, som endnu skammede sig over, hvor utrøstelig han havde været. Det havde vist været helt umuligt for faderen at trøste ham.
Dengang havde Juan ikke været mere end seks år, men han huskede det endnu så tydeligt. Og han huskede alt det andet, som … tjah, det var vel ikke sket lige dér på det tidspunkt, men han huskede, hvordan det var begyndt at gå op for ham, at han i virkeligheden fristede en aldeles farlig tilværelse som den eneste søn af den lokale helt og aldeles ubevæbnede politibetjent – Hyrden.
Hyrden. Hvor det dog lød. Juan kendte ikke hele historien; han havde selv måttet stykke den sammen af forskellige bidder af information, han havde fået opsnappet hist og her. Det forekom ham, at der var ret stor forskel på hans fars udlægning og så … nå ja, og så alle andre menneskers udlægning.
Ifølge hans far var de flyttet til Chiles hovedstad Santiago og havde bosat sig i et af de fattigste og farligste områder dér, fordi det nu engang var deres plads. Her havde de fundet arbejde og et trygt hjem – sådan havde det været dengang, og sådan var det nu. Gud og naboerne og ikke mindst deres egen flid sørgede for dem, de havde intet at klage over.
Ifølge alle andre forholdt det sig nogenlunde sådan her: Af en eller anden grund, muligvis Hyrdens vanvittige stædighed, boede de her i Chiles røv, og alle andre ville for længst have sagt ”bye bye” og være forsvundet alle andre steder hen end lige her! Ingen valgte, hvis de virkelig havde et valg, ingen valgte at bo i La Pintana, ingen!
Men hans far havde aldrig haft planer om at flytte. Heller ikke da hans kone – Juans mor – brutalt blev myrdet. Heller ikke da deres hus blev brændt ned. Heller ikke da han blev slået ned første gang. Heller ikke anden gang. Eller tiende eller tyvende – Juan havde slet ikke tal på alle de gange, hans far var blevet slået til blods … Så hvorfor i alverden blev de boende? Og hvorfor i al verden blev hans far ved med at gøre alt det rigtige? Alt det, man i teorien vidste var rigtigt, men som i praksis var det absolut eneste, man ikke måtte gøre – hvorfor?
Hvorfor kunne han ikke bare acceptere, når nogen blev overfaldet? Det vedkom strengt taget ikke ham; en politimand havde også brug for at holde fri. Hvorfor skulle han absolut gemme folk af vejen og smugle dem ud af bydelen, ja, ude af landet, når mafiaen var efter dem? Kunne han ikke forstå, at det var håbløst? De mennesker gjorde, hvad der passede dem; de havde virkelig ikke tænkt sig at holde op med at sælge narko og våben og mennesker, bare fordi en skør betjent sagde, at de skulle lade være. De her mennesker skød og lemlæstede og opsprættede og knuste – og så tog de hjem til deres familier og spiste aftensmad og kyssede børnene godnat.
Som søn af Hyrden – denne ædle mand, som de lovlydige borgere elskede i tavs beundring, men som farlige mennesker hadede – som søn af ham forventede alle, at han, Juan (altså Juan junior) skulle opføre sig som de helgener, de lærte om i skolen. Hvad værre var: han kunne ikke finde ud af andet. Mild var han, alt for naiv. Blød som dej både i hjernen og hjertet og knoglerne og musklerne. Alt det var gået i arv.
Desværre havde Juan ikke arvet sin fars begavelse. Lige nøjagtig den begavelse, som gjorde, at de kriminelle trods alt tog hans far alvorligt. Når det gjaldt hjerne – eller mangel på samme – lignede Juan nok mest sin mor. Han huskede hende ikke så tydeligt, hun var blevet slået ihjel på hans treårs fødselsdag. Mafiaen havde skudt hende, efter at de havde mishandlet hende i timevis. Hans far ville ikke ud med de nærmere detaljer; myrdet var hun i hvert fald, og det kunne man alligevel ikke gøre noget ved nu, sagde han. Men klog havde hun vist aldrig været, det havde han hørt fra tante Maria – Maria Lopez Petersen fra det mærkelige land Dinamarca langt borte.
Inden Juan vaklede ud på toilettet for endelig at tømme sin blære, lagde han sin nye bamse, en fuldstændig himmelblå elefant i menneskestørrelse, ned under dynen. Han anede ikke, hvorfor hans far havde givet ham noget så fjoget, og kunne aldrig siden forklare, hvorfor den pludselig skulle ned under dynen i stedet for ham. Men den var muligvis medvirkende til, at han i første omgang overlevede attentatet.

I værelset ved siden af sad Juan … altså Senior Juan, Junior Juans far, blandt venner kaldet Juanito, selv om det egentlig betød Lille-Juan, hvilket for resten også hans søn blev kaldt … Arh, det er indviklet at forklare her på dansk, chilenernes navnhalløj er en historie for sig! Men altså: Juan, blandt fjender og enkelte venner kaldt Hyrden, sad ved sit skrivebord, og vidste man ikke bedre, ville man tro, at han sad og arbejdede.
Det var dog ikke tilfældet. Han snorksov. Denne dag havde været aldeles forfærdeligt. De havde fejret hans søns fødselsdag, og der havde ikke været et eneste ledigt tidspunkt, hvor han kunne slippe af sted med det, som han ellers var så god til: At skaffe sig af med mennesker her i området, uden at mafiaen fik færden af det, før det allerede var for sent. Den sætning kan selvfølgelig vendes om, så det lyder mere rigtigt: Hyrden plejede at være i stand til at smugle mennesker, som mafiaen havde set sig ond på, ud af La Pantina – det skete dér lige for næsen af dem – og endnu var det aldrig lykkedes dem at afsløre ham, når han gjorde det. Men hvis han en dag blev opdaget …
Du tænker måske: Giver det her overhovedet nogen mening – skulle denne her bog ikke handle om Birger? Hvad er La Pintana? Hvorfor skal man smugle folk ud derfra? Og hvad er en mafia (er den meget ond, og har den for eksempel hår på hovedet)?
Men lad os begynde fra en ende af: Ja, det giver faktisk mening – for lige om lidt dumper Birger ned i denne mørke verden. Og når det gælder La Pintana, så boede forfatteren til denne bog faktisk der i fire måneder i 1998 – og overlevede. Det er dog ikke alle mennesker, der kan prale af det. Når det er mørkt, tør selv ikke politiet vove sig derind. Det er et slumkvarter – mere eller mindre – og uden for det hus, vi boede, hørte vi om natten, hvordan folk skød hinanden ned. Om morgenen skrabede man så ligene sammen, og dem man ikke lige kunne identificere, så de kunne blive ordentligt begravet, ja, dem kogte eller grillede man, for folk sulter jo … arh, nu overdriver jeg.
Altså: La Pintana er et meget fattigt kvarter i hovedstaden Santiago med masser af vold, og så sent som for en måned siden mødte jeg en chilener, som var ved at skide i bukserne af rædsel, da jeg sagde ”La Pintana” til ham.
Og mafiaen? Tjah, det er ikke altid til at sige, hvad mafiaen er for noget. Det er en slags netværk af kriminelle, og det fungerer nogenlunde efter det her princip: En bandit er farlig, to banditter er mindst dobbelt så farlige, og har vi tilstrækkelig mange af dem, så er de seriøst, ubehageligt og frygtindgydende farlige.
Der findes mafiaer overalt i verden. I Rusland, Tyskland og Legoland – der er mafiaer overalt. Hvad man kalder mafiaen i Rusland og Tyskland er jeg ikke klar over, men i Legoland kaldes den … nej, sludder, der er ingen mafia i Legoland; det værste, du kan komme ud for dér, er vist at nogen tømmer dine lommer, eller at du bliver våd eller må udsættes for det skrækkelige skuespil, hvor de alle sammen falder i vandet hele tiden.
Men den chilenske mafia er der grund til at frygte. Det er dem, der styrer al handel med illegale stoffer. Kokain, heroin, hash, extasy, crack, skunk, amfetamin, benzoer osv. – der findes virkelig mange stoffer, og eftersom det her er en børnebog, og jeg arbejder med misbrug, kan jeg ikke advare nok imod det alt sammen. Så hellere chokolade, vingummi, skumfiduser, chips og masser af cola (vis eventuelt dine forældre dette afsnit, næste gang de siger, at du skal spise grøntsager og drikke økologisk gedemælk).
Problemet med alle disse stoffer er, at der er rigtig mange penge i dem. Ikke bare en hundredekroneseddel hist og her. Ikke bare en tusse eller måske ti eller femten tusser. Nej, milliarder af kroner står på spil. Markedet synes umætteligt, og der sker et eller andet med mennesker, når der står for mange penge på spil. De bliver hensynsløse, virkelig onde og modbydelige og aldeles farlige.
Således også i chile, hvor mafiaen slog mindst et menneske ihjel hver dag. Ofte var der en grund til det, for eksempel at den myrdede havde generet dem eller skyldte dem penge. Men undertiden var der ingen oplagt grund. Det var bare, hed det sig, nødvendigt at statuere et eksempel. Eller også var man bange for, at den nu afdøde (som altså blev enten kogt eller grillet og spist af de fattige lokale, hvis ikke de pårørende opdagede det i tide) var ved at overtage forretningen. Eller man havde været bange for, at kannibalernes frokost ville komme til at tale over sig, næste gang de blev hentet ind på stationen til en snak med politiet.
Det sidste var dog lidt af en misforståelse. Mafiaen betalte over en million årligt i bestikkelse for netop at undgå, at nogen derinde på politistationen gjorde noget ved noget. Så selvfølgelig var der ikke nogen, der gjorde noget ved det, når en eller anden forsøgte at melde en eller anden forbrydelse. De optog rapport, skrev lange, lange udredninger og sagde ”Hm!” og ”Vil De være venlig at skrive under her?” og ”De hører fra os!” – og så om natten ”hørte” vedkommende fra mafiaen. Tja, og så blev de snittet om til grillspyd og pizzastrimler.
Det var, når Juan Senior fik nys om, at mafiaen var på vej, at det undertiden lykkedes ham at få halet den mand eller den kvinde ud af La Pintana, før mafiaen nåede frem. Ikke at man nogensinde havde snuppet ham i at gøre noget som helst ”galt” – galt altså i denne omvendte verden, hvor det var galt at forsøge at redde de uskyldige. Én ting er i hvert fald sikkert: Hvis de havde fundet ud af, hvad han havde gang i, ville de for længst have myrdet ham … og helt sikkert ædt ham selv.
Og dog, var det nu så sikkert? De havde ganske vist aldrig afsløret ham i den slags menneskesmugling, men Hyrden havde den ene gang efter den anden stillet sig i vejen for mafiaen. Helt alene havde han stået, helt alene havde han været, helt alene skulle han denne nat dø.
Han hørte dem nemlig ikke komme. Han sov.
På den anden side: Det ville nok ikke have gjort den store forskel. Hyrden insisterede på ikke at være bevæbnet. Det var også grunden til, at han hovedsageligt havde kontorarbejde. Det var så i fritiden, at han ifølge ham selv lavede det ”rigtige” politiarbejde – uden våben. I tjenestetiden var der regler, og dem måtte han følge. Én ting var bare reglerne i teorien, alt det med at politiet var der for borgernes skyld og så videre, i praksis var politiet der for deres egen skyld og for de riges skyld og for mafiaens, og den slags kunne man ikke bekæmpe efter reglerne i tjenestetiden.
Lyder det indviklet? Det var det også. Hyrden formulerede det ofte sådan her: ”Ondskab,” sagde han, ”skal ikke bekæmpes med våben, men med alt, hvad der er godt og sandt og retfærdigt.”
Problemet var, at denne ondskab godt kunne lide våben. Især de fire mørkklædte mænd, som nu sneg sig ind i huset. Og de var alle fire aldeles ligeglade med, at de to personer, de havde fået ordre til at myrde, var ubevæbnet, og at den ene af dem var en lille dreng. De skulle bare dø. Nu – i nat!

Det var næsten helt mørkt – men også kun næsten. Lyset fra Hyrdens arbejdsværelse sendte i skrap konkurrence til månens kolde skær netop så meget lys ned i den lille, indhegnede have, at enhver, der måtte være i nærheden, måtte kunne se dem.
Der var dog ingen, der så noget som helst, og selv hvis der havde været, ville de helt sikkert over for politiet den følgende dag sværge højt og helligt – om nødvendigt ved deres mors grav – at de aldrig havde hverken set eller hørt noget som helst. Men der var faktisk ingen, der så noget. Heller ikke da de let sprang over indhegningen, der som den eneste ikke var særlig høj og hverken havde pigtråd eller glasskår eller søm på toppen. Det havde de nu ikke behøvet; havelågen var ikke låst. Der var heller ingen hund, der gøede. Ingen alarm gik i gang. Og låsen – jo, der var låst – var lige til at ordne på få sekunder; de fire mænd havde brudt ind i mange huse, havde likvideret mange mennesker, men aldrig havde det oplevet noget så let som det her.
Da der fra døren lød et lille klik, så de fire mænd på hinanden. Deres ansigter var indhyldet i sort, så det var ikke særlig meget, man kunne se, men selv om de absolut ikke brød sig om hinanden, var der i dette øjeblik en særlig fælles forståelse, en fryd, en lettelse og samtidig en fælles spænding og følelse af samhørighed: Nu skulle de dræbe!
De havde alle fire trukket deres pistoler. Lyddæmperne var så gode, vidste de, at hvis der ikke gik noget galt undervejs, ville det hele være overstået på få minutter, og ingen ville have hørt noget som helst. I morgen ville man finde far og søn – stendøde!
Huset var ikke særlig stort: En slags kombineret entré og køkken, en stue og så en lille gang til de to værelser og toilettet. De listede sig ind i stuen og derfra den direkte vej ad gangen: De to stillede sig foran døren til det ene værelse, de to andre ved den anden dør, som stod halvt åben.
I nogle få sekunder stod de sådan; de så på hinanden, koncentrerede sig, fokuserede. Derpå nikkede de alle fire – det betød: Så sker det! – og gled ind på de to værelser og tømte hver et helt magasin af skud.

Borttransmogriffet

Birger havde ikke haft nogen god dag. Først havde der været alt det med hans forældre, så skolepsykologen og så her for lidt siden hans kæreste … eller eks-kæreste.
Nu sidst på eftermiddagen var det egentlig meningen, at han skulle have været til den dér psykolog, og han havde ærlig talt set frem til det, eftersom hun på en eller anden måde forstod ham, også selv om hun ikke forstod noget som helst af noget som helst. I hendes øjne var han en forsømt og forvirret knægt med alt for mange problemer, og – nå ja! – når sandheden skulle frem, så var det sådan set fuldstændig korrekt observeret. Problemet var bare, at hun alligevel ikke forstod, hvad der virkelig var på færde.
Han havde ellers sagt det til hende: “Jeg er muligvis ikke normal, men det, der sker, er altså heller ikke særlig normalt.”
“Hvad er det da, der sker?” havde hun spurgt.
“Der er en engel,” havde han forklaret, “den sender mig ud på opgaver. Først var der Psyko-Søren, der havde kidnappet hende pigen, og så var der de terrorister, der ville sprænge Magasin i luften. Men det har jeg jo fortalt dig, og du tror ikke på mig.”
“Jeg tror på, at du selv tror på det, Birger.”
“Hvad kan jeg bruge det til?” havde han spurgt. “Den eneste, som vil kunne bekræfte det, ville aldrig gøre det alligevel. Jeg kender ham knap nok.”
“Er det englen, du mener?”
“Nej, glem det!”
Skolepsykologen lo. Birger havde efterhånden lært at holde af den latter. Den tanke kom nemlig altid til ham, når hun lo sådan, at hendes liv nok ikke havde særlig meget sjovt at byde på, og at han på en eller anden måde var dagens højdepunkt. Han forestillede sig, hvordan hun efter arbejde satte sig op på sin sorte bedstemorcykel og så trillede af sted så langsomt, at hun var lige ved at miste balancen. Så når hun kom hjem, lavede hun mad, typisk gule ærter eller stegt flæsk eller begge dele på en gang, derpå så hun fjernsyn og gik i seng, og morgenen efter stod hun op og passede sit arbejde igen og sukkede: Åh, nu skal jeg snart se Birger igen – hvor jeg dog glæder mig!
Sådan var det naturligvis ikke, det vidste han godt, men lige i de der øjeblikke, hvor denne ellers så skrappe og nærmest mopsede dame lagde hovedet tilbage og lo, så det klang i hele lokalet, lige dér var følelsen der i hvert fald, følelsen af …
Ja, hvad var det egentlig for en følelse? En overgang havde han troet, at han bare godt kunne lide, når hun grinede – alle mennesker kunne vel lide, når andre var glade – men på et tidspunkt var det gået op for ham, at det i virkeligheden handlede om noget andet. Og han havde sagt det direkte til hende: Det underlige er, at når du griner sådan, så føler jeg mig som noget ganske særligt. Jeg er slet ikke bare et af disse besværlige børn, som bliver sendt til dig, og som du så tager dig af, fordi det nu engang er dit job.
Og hun havde sagt: Du er noget særligt, Birger, noget helt særligt.
Han havde gjort hende tavs i næsten et helt minut ved at sige: Men det siger du vel til os alle sammen, gør du ikke?
Fik hun nogensinde svaret på det spørgsmål? Lige nu var han [??]

3. El Viejo

De fire lejemordere kunne aldrig blive enige om, hvem af dem El Viejo var mest glad for. Men de var enige om, at det måtte være en af dem. Ingen af dem havde tal på alle de negle, de havde flået ud af fingrene på deres skrigende ofre, hvor mange tænder de havde slået ind i kæften på hjælpeløse mennesker, hvor mange lig de havde efterladt sig La Pintanas slum.
Og så siger jeg heller ikke mere. Det tjener ikke noget formål at beskrive, hvor beregnende onde disse mennesker var. De havde – kort sagt – hver især haft en modbydelig barndom, hvor de aldrig fik det kys, den krammer, den opmuntring og accept, ja, kort sagt: den kærlighed, ethvert menneske burde havde ret til, og så blev deres hjerner og følelser på en eller anden måde ligesom lavet om til meningsløs grød, der ikke forstod andet end vold og ødelæggelse … og forstod folk ikke det samme sprog, nå ja, så måtte de jo lære det.
El Viejo – og det udtales El Viæ(her laver du en grønhakker)åoh – var mafiabossen over dem alle. Forestil dig en forbryder! Forestil dig et to meter højt og alt for bredt og behåret monster! Forestil dig, at han har en chef. Den chef er helt sikkert værre end ham selv. Men forestil dig så hans chef og hans chef og hans chef – og så helt oppe på toppen finder vi så topforbryderen: EL VIEJO!
Selvfølgelig hed han slet ikke sådan i virkeligheden. Hvad hans navn var, havde han næsten selv glemt. Eller rettere: Han ville helst glemme det. Hermes hed han, og han gik fuldstændig bersærk, hvis nogen så meget som hviskede dette navn. Nej, han var El Viejo, og alle mennesker ikke bare i La Pintana, men i hele Chile rystede af skræk, når de hørte det.
El Viejo betyder Den Gamle, men det var nu ikke, fordi han var specielt gammel. 45 år. Er det gammelt? Måske – i La Pintanta var det lidt af en præstation at være en gangster som El Viejo og være 45 år. Så mange mordforsøg, og så sad han stadig i Kongestolen og regerede ikke bare den lokale bande