Monthly Archives: May 2016
Præsentation af mit forfatterskab
Ny bog?
I går begyndte jeg på en ny bog nærmest som det mest naturlige i verden. Men nu må vi se; i morgen er jeg tilbage på jobbet og vel dermed også tilbage i den virkelighed, som ofte kvæler de kreative kræfter.
John udkommer på fredag
På fredag udkommer – om Gud vil – andagtsbogen John. 1/12 af bogen har allerede set dagens lys; Lille John er allerede i handlen, og der skulle være solgt 520 stk. indtil nu. Tak for det!
Skal udgivelsen på fredag fejres; markerer vi dagen på en eller anden måde?
Næ.
NemID eller SværID?
NemID eller SværID? – Døm selv:
John udkommer 3. juni 2016
Den 3. juni udkommer andagtsbogen JOHN. Hvad siger du: Et år med Johannesevangeliet, var det noget?
John sendt til … øh,Polen?
Så – endelig – blev vi færdige med andagtsbogen John. Jeg skriver med vilje “vi”, for selv om der kommer til både at stå Thomas Teglgaard og Forlagsgruppen Lohse på omslaget, vil man nok efterfølgende forbinde mig mere end forlaget med denne bog. Og indrømmet: Hvis ikke man brugte forfatternes navne, kun forlagenes, ville det snart blive noget rod.
Når det er sagt, har forlaget altid indflydelse på det endelige indhold i de bøger, de udgiver. Således også her. Faktisk har forlaget nok haft mere indflydelse på denne bog end mine tidligere. Her bagefter er man jo altid så klog, men især husker jeg en af redaktørerne skrive en lang mail til mig, som begyndte sådan cirka sådan her:
“… så jeg vil bede dig læse denne mail helt færdig og forholde dig til hvert enkelt punkt, før du svarer på denne mail og …”
– Tjah, hvad der ellers står i den mail, ved jeg ikke; den var meget lang.
Men altså, lige om lidt: John – et år med Johannesevangeliet.
Er jeg stolt af den? Næ, jeg ved ikke; jeg er vel bare lettet over at have skrevet den færdig og forfærdet over, hvor upåvirket jeg synes at være i mødet med Guds ord, hvor ofte jeg har valgt for lette løsninger eller præsteret egentlig undgåelsesadfærd, når jeg snarere burde have søgt Gud i hans ord og brugt tid på bøn i stedet for alt muligt mærkeligt andet.
Håbet med bogen var jo, at jeg og eventuelle læsere kunne lære Gud bedre at kende. Det skulle skabe tro. Tro på, at Jesus er Guds søn, fordi vi, når vi tror, har liv i hans navn.
Ja, det var – og er – håbet for dette bogprojekt: At skabe og nære troen, hvilket står og falder med Guds gode vilje.
Så var der lige det med Polen. Jeg ved faktisk ikke, hvor den bliver trykt henne. Det kunne såmænd være på Bornholm eller i Kina. Det vigtigste er, at den er klar til udgivelse den 3. juni 2016.